Rødstrubet lom fra Nordøstgrønland sporet til det sydøstlige England

Anders Mosbech & David Boertmann, juni 2015

I juli 2009 forsynede et hold forskere fra Aarhus Universitet (Bioscience, Roskilde) en rødstrubet lom ved Myggbukta i Nordøstgrønland med en satellitsender. Formålet var dels at få indblik i hvor på havet den søgte føde og dels hvor den overvintrede. Studiet gav omfattende viden om fuglens daglige vandringer (flyveture) mellem den dam, hvor reden var og fødesøgningsstederne på havet og om dens sæsonbestemte vandringer mellem yngleområdet og vinteropholdsstedet. Denne viden indgik som en del af den baggrundsviden, der skulle tilvejebringes før det nordøstgrønlandske havområder kunne åbnes for olieefterforskning. Informationerne skal også bruges når olieselskabernes aktiviteter skal miljøvurderes og myndighedsreguleres.

Rødstrubet lom på rede. Rødstrubet lom yngler spredt i det meste af Grønland. Reden anlægges typisk ved bredden af småsøer, ikke langt fra havet. Det er på havet at den finder sin føde. (Carsten Egevang/ARC-PIC.COM.)

Sporede opholdssteder. Her er lommens opholdssteder (positioner, som senderen har sendt tilbage til forskerne) i yngletiden, vist på et satellitfoto af kysten i Nordøstgrønland (Myggbukta). De mange positioner på land er fra den dam hvor reden er placeret og positionerne i havområdet viser, hvor den har søgt føde. Kurverne omkring en del af positionerne (kernetætheder) viser hvor fuglen har opholdt sig mest, ud fra fordelingen af positioner (10-80 %) omkring centrum. I 2011 var det ikke muligt at tegne sådanne kurver, fordi positionerne var for spredte. (Anders Mosbech & David Boertmann)

Formålet blev i høj grad opfyldt, idet fuglens bevægelser blev fulgt i to fulde år, sådan at den sendte data hjem fra tre somre og to hele træk/ vinterperioder. Fuglen opholdt sig i yngletiden ved den samme dam alle tre somre den blev fulgt. Den foretog regelmæssigt flyveture ud til fourageringsområder i den nærliggende havbugt. I 2009 og 2010 var fødesøgningsstederne koncentrerede i to afgrænsede områder 4-5 km fra yngledammen, mens de i 2011 var meget mere spredte og op til 15 km fra dammen.

Trækruter. Her er lommens opholdssteder under forårs- og efterårstrækket samt i vinterperioden vist. De røde linjer forbinder positioner under trækket og viser trækruterne. (Anders Mosbech & David Boertmann)

Efterårstrækket blev indledt i september (afrejse 6. og 14. henholdsvis i 2009 og 2010) og gik i første omgang til Østisland, hvor den opholdt sig 12 (2009) og 30 (2010) dage. Herfra fløj lommen til Nordsøen og vinterkvarteret ved sydøstkysten af England. Forårstrækket startede i 2010 den 21. april og allerede den 3. april i 2011. Inden den fløj nordover, tog den lige en runde i den sydlige del af Nordsøen og nåede tæt på den jyske vestkyst det ene år. Den rastede igen begge år ud for Østisland, i 2010 kun i få dage, og to uger i 2011. Derfra gik det direkte til ynglepladsen i Nordøstgrønland, hvor den ankom den 31. maj i 2010 og den 4. juni i 2011.

At den skulle helt til den sydvestlige del af Nordsøen for at overvintre var ikke helt uventet. For der foreligger fire genfund af ringmærkede grønlandske rødstrubede lommer fra området her, heraf hele to fra Sydøstengland. Men sammenlignet med den viden ringmærkning af fugle kan levere, giver resultaterne fra dette sporingsstudie et helt anderledes detailleret billede af fuglens trækforløb.

Aarhus Universitet Grønlands Naturinstitut Grønlands Regering Arctic Research Centre